|
|
Den nye 50-kronesedlen blev udsendt d. 11. august 2009 og viser bl.a. et motiv af Skarpsalling-karret. Lerkarret blev fundet af en stenhugger, da han fjernede sten fra et gravkammer i en gravhøj syd for Skarpsalling i 1891. Karret er et af de fineste eksempler på keramisk formgivning og dekoration, som vi kender fra stenalderen i Danmark. Lerkarret blev skabt, da jættestuerne blev bygget omkring 3200 f.Kr. Dengang stod pottemagerkunsten på sit højeste. Lerkarrene blev brugt ved begravelsesritualerne, hvorunder nogle lerkar med indhold blev anbragt i gravkamrene, andre blev stillet uden for indgangen til kamrene.
Temaet for de nye sedler er danske broer og landskaber nær broerne eller detaljer fra disse landskaber. Kunstneren Karin Birgitte Lund har valgt at fortolke temaet på to måder: Broer som bindeled mellem landsdele og broer som bindeled mellem fortid og nutid. Nutiden repræsenteres af broerne, mens fortiden repræsenteres af fem karakterfulde oldtidsfund fundet i områderne ved broerne.
|
|